Den 17-årige Tue er flyttet fra provinsen til København med en hård opvækst i bagagen. Han er igen blevet opsagt som lejer og atter boligløs, og nu hutler han sig igennem tilværelsen, mens han prøver at blive forfatter. Tue er rodløs og har aldrig haft et trygt hjem, og i forsøget på at få tag over hovedet flytter han ind på sofaen hos en veninde og hendes prisbelønnede arkitektmor. Her går han langt over stregen for, hvad en gæst kan tillade sig i sin søgen efter et sted at føle sig hjemme.

Man skulle nok have været der handler om at være gæst i verden, om hjemløshed, rodløshed og om sociale skel og fattigdom i det danske velfærdssamfund